Sisyfos-myten:
I forgangen tid frygtede menneskene guderne. De, der ikke frygtede guderne,
frygtede i det mindste døden. Den snu konge Sisyfos frygtede hverken guderne
eller døden. Sisyfos grundlagde byen Korinth og byggede et slot der. Dog
manglede slottet en kilde, og Sisyfos grublede over, hvordan han skulle formå
guderne at give det én.
Nu ville skæbnen, at elvguden Asopos var kommet i klammeri med overguden
Zeus. Elvguden ledte efter Zeus, men kunne ikke finde dennes skjulested. Da
Sisyfos hørte om dette, udnyttede han sin snuhed til at finde ud af, hvor
Zeus havde gemt sig. Han foreslog en byttehandel: Hvis Asopos ville forære
slottet en kilde, ville han til gengæld røbe Zeus' skjulested for Asopos.
Asopos gik med til handlen, kom til slottet og rørte ved en klippe i
slotsgården, hvorved den klareste kilde sprang ud af klippen. Sisyfos
afslørede taknemmeligt Zeus' gemmested. Asopos begyndte at jagte Zeus, men i
sin iver glemte han, at Zeus var alle guders og menneskers hersker og dertil
hersker over himlens lyn. Zeus, der nu for alvor var blevet vred, sendte et
lyn, der satte ild til Asopos. Den brændende gud faldt i en elv, hvor der
siden har flydt kulstykker ovenpå vandet.
Efter at Zeus havde straffet Asopos, vendte han sin vrede mod Sisyfos. Derfor
befalede han Døden at føre Sisyfos til dødsriget, for at denne ikke
længere skulle kunne røbe hemmeligheder.
Sisyfos anede, at Zeus ville hævne sig, så da Døden nærmede sig slottet,
hentede Sisyfos to stærke reb, med hvilke han bandt indtrængeren og kastede
ham i et fangehul. Sisyfos trak et lettelsens suk: nu kunne Døden ikke gøre
ham noget.
Under Dødens fangenskab døde ingen i hele Verden. Soter og epidemier piskede
menneskeheden, men det fik ingen ende. Menneskene blev alt ældre, men kunne
ikke dø. Selv fugle, der var blevet ramt af pile, fortsatte deres flugt, og
vildtet flygtede længere ind i skovene med spyd i ryggene. Kvæget ældedes,
men ingen kunne slagte det.
Zeus blev rasende over denne unaturlige tilstand og befalede krigsguden Ares
at befri Døden. Ares tog ned til jorden og befriede sin ven. Straks efter sin
befrielse fængslede Døden Sisyfos, som han rev med sig i underjorden. Den
snu Sisyfos havde regnet med, at Døden ville vinde til sidst, og havde
forberedt sig på det i god tid. Han havde befalet, at ingen måtte
foranstalte offerhøjtideligheder til hans minde.
SÃ¥ledes beklagede Sisyfos sig over, at hans hustru havde glemt ham, og at hun
ikke gav køb på de hellige offerhøjtideligheder. Da alle i skyggernes rige
beklagede hans skæbne, gav herskerinden over det underjordiske, Persefone,
ham lov til at vende tilbage til dagslyset for at minde sin hustru om hendes
forpligtelse.
Sisyfos vendte tilbage til sit slot og foranstaltede glad et festmåltid. Han
roste sin hustru for at have fulgt den opfordring, han havde givet hende. Da
Døden indså, at han var blevet narret, skyndte han sig efter den undvegne
Sisyfos. Midt i dennes festtale fangede Døden ham og tog ham for anden gang
med til dødsriget.
Han blev idømt en streng straf: han skal i al evighed skubbe en kæmpemæssig
marmorblok op ad en bjergside. Når blokken endelig er oppe på bjergets top,
mister Sisyfos grebet om blokken, der atter triller ned i dalen. Igen og igen
må Sisyfos begynde forfra og igen og igen triller blokken ned i dalen.
Kilde:
https://psykologibasen.dk/Myter.shtml#Sisyfos
v/ Bertel Wahlström og Holger Wahlström
Illustration : Bjørn Hansen
-